En kvinde kan, uden at være klar over det, blive draget ind i et usynligt net af skæbnesvangre forbindelser, der har været vævet gennem århundreder. Hendes egen historie kan virke som en ny begyndelse, men for hendes sjæl er det en fortsættelse af noget langt ældre, noget mere subtilt og farligt. Laura, i denne fortælling, mærker en sådan forbindelse med en gammel danserinde, La Belle Julie, hvis skæbne på en eller anden måde spejler hendes egen. Laura føler, at et bånd eksisterer mellem dem, som det gør mellem alle kvinder, der, ligesom Julie, har vovet sig ud på det farlige territorium af skjult, ulovlig kærlighed. Dette bånd er ikke et, der kan ses, men et, der langsomt æder sig ind i hendes indre, uden at hun kan undslippe det.

For Laura er det ikke nødvendigvis bare hendes kærlighed til Julian Treville, der skaber denne forbindelse, men den måde, hun som kvinde forsøger at finde sig selv midt i det stormfulde hav af lidenskab og hemmeligheder. Det er ikke kun hendes følelser for ham, men også det mystiske bånd til fortidens kvinder, der har kæmpet deres egne slag med kærligheden, der definerer hendes rejse.

Denne aften, som Laura er blevet overvældet af, giver hende en påmindelse om, at selvom tiden går, og teknologi udvikler sig, er kærligheden – den ægte, intense og farlige form – ikke meget anderledes end den var for mere end hundrede år siden. Den fortid, som Laura føler sig så tæt på, ligger indkapslet i de fysiske elementer omkring hende: den gamle franske seng, det udslidte tapet, den storbytelefon, som symboliserer en tid, hvor kærligheden kunne være lige så tæt som den er fjern. Tænk bare på, hvordan La Belle Julie ville have reageret, hvis hun havde haft en telefon ved hånden, og kunne tale med sin elsker, som Laura gør med sin. Men for Laura er det ikke teknologien, der giver hende trøst; det er den romantiske illusion om at være tættere på den elskede, selv i adskillelse.

Når Celestine taler om spøgelset af La Belle Julie, gør hun det med en skræmmende fornemmelse af, at fortiden på en eller anden måde stadig lever, at dens synder ikke er blevet forladt, men i stedet forstærkes. Denne påmindelse om en fortid, der stadig virker i nuet, bliver for Laura et problem, der er sværere at forstå, end det er at frygte. Hun kan ikke undslippe det, ikke den store skygge af de kvindelige forbrydelser, der har levet deres liv i hemmelighed, og hendes egen usynlige tilknytning til dem.

Da Laura står op fra sengen, og kigger ud på søen og de mørke skygger af træerne, kan hun mærke noget foruroligende i luften. Den stilhed, der omslutter hende, virker ubehagelig, som om hendes hemmelighed langsomt afsløres. Når telefonen ringer, og Julian Treville taler til hende, er det som om verden blegner omkring hende, og kun hans ord og stemme eksisterer i hendes sind. Men det er ikke hans kærlighed, der er hendes skjulte frygt, det er hendes placering i denne verden, hendes skæbne. Hun er fanget i et net af kærlighed, mistillid og fortidens tårer, og ingen af dem vil frigøre hende.

Da nyheden om Julian Trevilles død når hende, bliver hendes verden brudt sammen. Men hendes smerte er ikke kun for ham; det er et udtryk for hendes egen usikkerhed og frygt, som hun aldrig har været i stand til at konfrontere før. Hvordan vil hun overleve nu? Hvad gør hun med den dybe, uudgrundelige tomhed, der bliver efterladt, når alle illusioner om kærligheden og det forbudte er revet bort? Det er her, den virkelige tragedie begynder. Ikke kun for Laura, men for enhver kvinde, der har været nødt til at leve med løgne, for at beskytte den kærlighed, der på en eller anden måde giver hendes liv mening, selvom den også dræber det.

Det er vigtigt at forstå, at denne fortælling ikke kun handler om kærlighed i sin mest romantiske form. Den taler også om den mørkere, mere problematiske dimension af kærlighed, der findes i det hemmelige, det ulovlige, det uopnåelige. De valg, Laura træffer, reflekterer ikke bare hendes egen moral, men også den samfundsstruktur og de normer, der er pålagt kvinder. Den dybere konflikt ligger i, hvordan disse kvinder forsøger at navigere i en verden, hvor de skal balancere deres inderste længsler med de regler, der forsøger at undertrykke dem. Kærligheden her er ikke kun den blide berøring af romantik, men en kraft, der både binder og fanger.

Hvad betyder det at være "ude af tingene"?

"Ja, min tid vil komme." Den tynde, pipende stemme fortsatte: "Nu har jeg haft mere succes, end jeg fortjente. Åh, ja, det har jeg. Det kan du ikke benægte. Jeg er ikke falsk beskeden. Jeg mener det. Jeg har noget talent, selvfølgelig, men ikke så meget, som folk siger. Og du! Hvorfor, du har så meget mere, end de anerkender. Det har du, gamle mand. Det har du virkelig. Kun—jeg håber, du vil tilgive mig for at sige det—måske har du ikke avanceret, som du kunne have gjort. At bo heroppe, afsondret, lukket inde af alle disse bjerge, i dette våde klima—altid regn—du er ude af tingene! Du ser ikke mennesker, taler ikke og opdager ikke, hvad der virkelig sker. Hvorfor, se på mig!" Fenwick vendte sig rundt og kiggede på ham. "Nu har jeg halvdelen af året i London, hvor man får det bedste af alt, bedste samtaler, bedste musik, bedste teaterforestillinger; og så er jeg tre måneder i udlandet, i Italien eller Grækenland eller et sted, og så tre måneder på landet. Det er en ideel ordning. På den måde får man alt."

Italien eller Grækenland eller et andet sted. Noget drejede sig i Fenwicks bryst, maltrakterende, maltrakterende, maltrakterende. Hvordan han længtes—åh, hvor lidenskabeligt—kunne han bare få én uge i Grækenland, to dage på Sicilien! Nogle gange havde han overvejet at tage af sted, men når det kom til at tælle sine penge… Og hvordan denne tåbe, denne fedtforfængte, selvsikre, patroniserende... Han rejste sig og kiggede ud mod den gyldne sol. "Hvad siger du til en gåtur?" foreslog han. "Solen varer mindst en time endnu."

Så snart ordene var ude af hans mund, føltes det som om nogen anden havde sagt dem for ham. Han vendte sig endda halvt om for at se, om der var nogen anden til stede. Siden Foster var kommet aftenen før, havde han været bevidst om denne følelse. En gåtur? Hvorfor skulle han tage Foster med på en gåtur, vise ham sit elskede land, pege på de kurver, linjer og dale, den brede sølvskærm af Ullswater, de skyede, lilla bakker, der lå som tæpper omkring knæene på en liggende kæmpe? Hvorfor? Det var som om han havde vendt sig mod nogen bag ham og sagt: "Du har en yderligere plan i dette." De startede. Vejen sank brat ned til søen, og stien løb mellem træerne ved vandkanten. På den anden side af søen lå tonerne af skinnende gul, krokusfarvet, svævende på den blå baggrund. Bakkerne var mørke.

Den måde, Foster gik på, afslørede manden. Han var altid lidt foran, og hans lange, tynde krop gik med små ivrige ryk, som om han, hvis han ikke skyndte sig, ville gå glip af noget, der ville være meget fordelagtigt for ham. Han talte, og kastede ord over skulderen til Fenwick, som man kaster brødkrummer til en robin. "Selvfølgelig var jeg glad. Hvem ville ikke være? Det er trods alt en ny pris. De har kun uddelt den i et eller to år, men det er virkelig tilfredsstillende—virkelig tilfredsstillende—at få den. Da jeg åbnede kuverten og fandt checken der, kunne du have slået mig ned med en fjer. Du kunne, det er sandt. Selvfølgelig er hundrede pund ikke meget, men det er æren..." Hvor var de på vej hen? Deres skæbne var så sikker, som om de ikke havde noget valg. Fri vilje? Der er ikke nogen fri vilje. Alt er skæbne. Fenwick grinede pludseligt højt. Foster stoppede. "Hvad er det?"

"Hvad er hvad?"

"Du grinede."

"Noget morede mig."

Foster slog sin arm gennem Fenwicks. "Det er dejligt at gå sammen sådan her, arm i arm, venner. Jeg er en sentimental mand. Jeg vil ikke benægte det. Hvad jeg siger er, at livet er kort, og man må elske sine medmennesker, ellers hvor er man så? Du lever for meget alene, gamle mand." Han klemte Fenwicks arm. "Det er sandheden." Det var tortur, himmelsk tortur. Det var vidunderligt at føle den tynde, benede arm mod sin. Næsten kunne man høre det andet hjertes banke. Vidunderligt at føle den fristelse stige op gennem ens krop som kogende vand og alligevel ikke give efter for den. Et øjeblik rørte Fenwicks hånd Foster’s. Så trak han sig væk. "Vi er ved landsbyen. Dette er hotellet, hvor de alle kommer om sommeren. Vi drejer til højre her. Jeg vil vise dig min tarn."

"Tarn?" spurgte Foster. "Undskyld min uvidenhed, men hvad er en tarn egentlig?"

"En tarn er en lille sø, et vandhul, der ligger i bakkeområdet. Meget stille, smukt, tavst. Nogle af dem er ufatteligt dybe."

"Jeg ville gerne se det."

"Det er et stykke vej—op ad en stejl vej. Er du okay med det?"

"Ikke noget problem. Jeg har lange ben."

"Nogle af dem er ufatteligt dybe—uforståelige—ingen har nogensinde rørt bunden—men stille, som glas, kun med skygger..."

"Du ved, Fenwick, jeg har altid været bange for vand—jeg har aldrig lært at svømme. Jeg er bange for at komme ud af min dybde. Er det ikke fjollet? Men det hele begyndte, da jeg var på min private skole som dreng, hvor nogle store drenge tog mig og holdt mit hoved under vandet og næsten druknede mig. Det gjorde de virkelig. De gik længere, end de havde tænkt sig. Jeg kan stadig se deres ansigter." Fenwick overvejede dette. Billedet sprang op i hans sind. Han kunne se drengene—store, stærke fyre, og denne spinkle lille ting som en frø, deres tykke hænder omkring hans hals, hans ben som grå pinde, der sparkede ud af vandet, deres latter, deres pludselige in

Hvorfor endte det så, som det gjorde?

Der er noget ved menneskers handlinger og deres reaktioner på livets prøvelser, der ofte virker uforståeligt for dem, der står udenfor. En sådan historie om en gammel mand, hans unge ansat og den uventede tragiske afslutning, minder os om, hvordan små ting kan vokse sig store og føre til uforklarlige konsekvenser.

Som jeg sad der, kunne jeg mærke en vis indre uro, men samtidig et klart behov for at forstå den hændelse, der havde fundet sted. Den gamle herre, som ellers havde været en velrenommeret og respektabel mand, var blevet dybt bekymret over noget, der ikke var andet end et misforstået problem. Hans bekymring om sin datter og barnebarn var blevet mere end han kunne bære. Og som tiden gik, havde han fået en opfattelse af, at alt omkring ham var ved at falde fra hinanden.

I den korte samtale, vi havde, kunne jeg mærke hans opgivende tone. Han forsøgte at finde et sted at placere sin frustration, og George, den unge mand, blev hurtigt et objekt for hans vrede. Men hvad var det egentligt, der drev ham til denne overreaktion? George var ikke en dårlig fyr. Faktisk havde han en vis ro omkring sig, og han gjorde sit arbejde ordentligt. Men en række små hændelser havde samlet sig og skabt et billede af en situation, der ikke helt var, som den så ud.

Den gamle mand, der havde alt at miste, forsøgte på en eller anden måde at få kontrollen tilbage. Han nægtede at acceptere, at tingene måske ikke altid kunne styres, og derfor blev han hård. Så hård, at han i sidste ende valgte at tage den mest drastiske beslutning.

Men hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hvad kunne han have gjort anderledes? Hvad kunne vi lære af det? Situationen kunne have udviklet sig anderledes, hvis han havde haft mere forståelse for, hvad der virkelig var på spil, og måske haft en større vilje til at tilgive, selv når alt syntes at falde fra hinanden. Det er denne mangel på evne til at kommunikere og forstå hinanden, der ofte ligger til grund for de værste beslutninger.

Det var denne mangel på kommunikation, der førte til den tragiske slutning. George havde gjort noget, der ikke var acceptabelt i den gamle mand’s øjne, men i stedet for at søge forståelse, eskalerede situationen hurtigt. Det, der kunne have været en simpel diskussion, blev til en skuffelse, der satte alt på spil. Og i den sidste ende, selvom han var en mand, der havde meget at byde på, var hans beslutning at afslutte det hele tragisk og hurtigt.

Der er noget, vi alle bør tage med os fra denne historie: Vi kan ikke altid kontrollere, hvordan andre reagerer på vores handlinger, men vi kan kontrollere, hvordan vi reagerer på dem. Det er ikke altid de store handlinger, der skaber problemer, men de små misforståelser og ubehandlede konflikter, der vokser sig store. I mange tilfælde kan det være det, der skaber en atmosfære af mistillid og konflikt.

Der er mange måder, hvorpå vi kan forbedre vores kommunikation og håndtere de problemer, der opstår omkring os. Nogle gange handler det ikke om at vinde eller få det sidste ord, men om at forstå, hvorfor folk gør, hvad de gør. At skabe et rum for åbenhed, forståelse og tilgivelse kan hjælpe os med at undgå den type tragiske slutninger, vi ser her.

I en verden, hvor det er nemt at blive ramt af frygt, vrede og misforståelser, er det vigtigt at huske, at de mest værdifulde relationer er dem, der bygger på ægte forståelse og respekt. Det er ikke nok at være i stand til at “vinde” et argument. Det er langt vigtigere at finde en vej frem, der holder os alle i live – både fysisk og mentalt.

Hvordan skal vi forholde os til autonome våbensystemer i krigsførelse?
Hvordan kan man forstå Donald Trumps opstigning gennem punkbevægelsens linse?
Hvordan Varnasystemet Skaber Social Orden og Hierarki i det Vedic Samfund