Afghanistan, i begyndelsen af det 20. århundrede, stod over for et væld af økonomiske og politiske udfordringer, som krævede en vis grad af modernisering for at sikre statens overlevelse og stabilitet. En af de mest markante ændringer var begyndelsen på etableringen af en industriel sektor, dog ikke uden sine egne vanskeligheder. Det høje omkostningsniveau for industrimaskiner, deres levering gennem primitive transportmidler og mangel på tilgængelige veje i det bjergrige terræn gjorde opbygningen af industrielle anlæg til en kostbar affære. Et eksempel på dette var Kabul-klædefabrikken, hvor maskinerne alene kostede 80.000 dollars, mens transporten beløb sig til 240.000 dollars. Dette afspejler den økonomiske byrde, der var forbundet med at bringe moderne teknologi og udstyr til landet.

Trods den høje pris på teknologi og udstyr, var det afgørende for den afghanske stat at tilpasse sig de nye teknologiske fremskridt, ikke kun for at modernisere økonomien, men også for at imødekomme de voksende krav fra den militære sektor. Der var et presserende behov for kvalificerede officerer, og Habibullah Khan, emir af Afghanistan, anerkendte vigtigheden af at uddanne en ny generation af officerer med moderne, videnskabelig og teknisk viden. I takt med at nødvendigheden af at modernisere uddannelsessystemet blev mere indlysende, begyndte reformerne at tage form.

Moderniseringen af det afghanske samfund i begyndelsen af det 20. århundrede indbefattede ikke kun teknologiske og økonomiske fremskridt, men også sociale og kulturelle forandringer. Et centralt element i denne proces var grundlæggelsen af Habibiya College i 1903 og Harbiya Officer School i 1909, som begge markerede begyndelsen på en ny intellektuel strømning i landet. Disse skoler havde til formål at fremme en moderne uddannelse og uddanne embedsmænd og officerer. Habibiya College var det første sekulære gymnasium i Afghanistan og blev etableret som et svar på behovet for at uddanne den nye, moderne elite. Skolens pensum var en blanding af traditionelle religiøse fag og moderne europæiske discipliner som matematik, historie og naturvidenskab. Den første generation af studerende kom primært fra den afghanske adel, og kun et fåtal gennemførte det fulde kursus.

De første skridt i reformen af uddannelsessystemet var dog ikke uden problemer. På trods af de initiale vanskeligheder med at opbygge et funktionelt system, blev det klart, at etableringen af moderne skoler og en fornyelse af de traditionelle religiøse institutioner ville have en varig effekt. Selvom den reformerede uddannelse var begrænset i sin rækkevidde og langt fra universal, så var dens betydning for spredningen af nye ideer og teknologier ubestridelig. Et konkret eksempel på dette var oprettelsen af en moderne trykkeri i begyndelsen af 1910'erne, som muliggjorde udbredelsen af trykte materialer og dermed den videns- og informationsspredning, der er så essentiel for enhver form for samfundsforandring.

Selvom de fysiske og strukturelle forbedringer var betydelige, var der også kulturelle og ideologiske ændringer i gang. I takt med at indflydelsen fra indiske, tyrkiske og iranske intellektuelle voksede, blev nye ideer om samfundsorganisation og nationalisme langsomt introduceret. Især den indiske befrielsesbevægelse spillede en stor rolle i at fremme liberale og nationalistiske ideer i Afghanistan, hvilket i sidste ende bidrog til at forme landets politiske landskab. Selvom emiren, Habibullah Khan, forsøgte at bevare den traditionelle islamiske magtstruktur, anerkendte han behovet for at tilpasse sig de moderne ideer og teknologier for at sikre, at hans regentperiode kunne opretholdes.

I dag er det muligt at se, hvordan de første skridt mod et moderne Afghanistan i det tidlige 20. århundrede, på trods af de beskedne fremskridt, har haft langvarige konsekvenser for landets kulturelle og politiske udvikling. Modernisering i Afghanistan har aldrig været en ensidig proces, og de første forsøg på at implementere vestlige ideer og teknologier har efterladt sig både positive og negative spor i landets historie.

De politiske og sociale reformer, som Habibullah Khan satte i gang, var ikke bare forsøg på at bringe Afghanistan ind i den moderne verden, men også et nødvendigt skridt for at styrke statens magt og forberede befolkningen på en stadig mere globaliseret verden. Dette blev tydeligt i hans tiltag for at modernisere militæret og etablere uddannelsessystemer, der kunne sikre, at de næste generationer kunne konkurrere på den globale scene.

Hvordan Afghanistans Økonomi og Handel Udviklede Sig under Nadir Shah

I begyndelsen af 1930'erne, efter Nadir Shahs magtovertagelse, begyndte Afghanistan at fokusere på økonomisk selvstændighed og stabilisering af den nationale valuta og udenrigshandelsmarkederne. Dette skete i et politisk klima præget af fortsat pres fra både internationale aktører og interne reformbehov. I januar 1931 blev den første bank i landet, Sherkat-i Ashami, åbnet i Kabul med en kapital på over 5 millioner afghanis. Størstedelen af denne kapital, 4,5 millioner, blev ejet af staten, mens resten tilhørte afghanske forretningsmænd. Bankens formål var at stabilisere den nationale valuta og yde kredit til handelsfolk.

Sherkat-i Ashami blev hurtigt omdannet til en mere forbedret version, Afghan National Bank, som ud over at regulere pengecirkulationen i landet også havde monopol på eksport og import af visse varer. Banken blev en central aktør i økonomien og spillede en vigtig rolle i udviklingen af afghansk handel. Den etablerede et netværk af "sherkats" – store aktieselskaber, som samlede national kapital og begyndte at dominere handelen både indenlands og udenlands. Dette økonomiske netværk blev grundlaget for landets økonomiske struktur og satte udenlandske handlende under pres. I 1936-1937 oversteg kapitalen i de største sherkats 90 millioner afghanis, et markant beløb for den tid.

Samtidig begyndte den afghanske regering at formulere en neutral udenrigspolitik, der blev indskrevet i landets forfatning i 1931. Afghanistan ønskede at opretholde lige forhold med alle lande, samtidig med at det var tæt knyttet til Storbritannien, som havde støttet Nadir Shahs magtovertagelse. Dette forhold kom til udtryk i Afghanistans modstand mod de anti-koloniale bevægelser i den britiske koloniale grænseprovins i Indien. Nadir Shah hjalp med at undertrykke opstande i Peshawar i 1930, hvilket resulterede i militær og økonomisk støtte fra Storbritannien.

I takt med at Afghanistans politiske situation udviklede sig, var det nødvendigt at finde en anden vej for at sikre landets uafhængighed. Denne vej blev fundet gennem et tættere forhold til Sovjetunionen. Den 24. juni 1931 blev Sovjet-Afghansk Traktat om Neutralitet og gensidig ikke-angreb underskrevet i Kabul, og det blev hurtigt et grundlæggende element i de bilaterale relationer. Traktaten gjorde det muligt for Afghanistan at øge sin handel med Sovjetunionen, og denne relation spillede en central rolle i at skåne Afghanistan fra de økonomiske vanskeligheder, der blev forårsaget af den globale økonomiske krise. Sovjetunionen købte afghanske varer til faste priser, uanset markedssituationen, hvilket sikrede Afghanistan stabile handelsvilkår.

I de følgende år blev Afghanistan også mere aktiv på den internationale scene. Regeringen etablerede diplomatiske forbindelser med flere lande, herunder Tyrkiet, Iran, Saudi-Arabien og Irak, og underskrev venskabstraktater. Det blev dog vanskeligt at tiltrække økonomisk støtte fra kapitalistiske lande som Tyskland og Frankrig, og forholdet til Japan forblev begrænset. Den økonomiske indflydelse fra USA, der var på vej til at blive en stor spiller på den globale scene, forblev i starten minimal, da amerikanske investorer ikke var interesserede i at engagere sig i Afghanistan på det tidspunkt.

Under Nadir Shahs styre blev Afghanistans administrationssystem omorganiseret, og nye institutioner som et medicinsk fakultet i Kabul begyndte at tage form. Pressefrihed blev delvist indført, og samfundet oplevede en vis genopblussen i socialt og politisk liv. Men den politiske ustabilitet forblev, og i november 1933 blev Nadir Shah myrdet af en af hans tidligere tilhængere, hvilket førte til, at hans søn, Muhammad Zahir Shah, overtog magten.

Under Muhammad Zahir Shah fortsatte mange af de økonomiske reformer, som hans far havde indført. En centralisering af den nationale kapital var i fuld gang, og Afghan National Bank fortsatte med at udvide sin rolle som regulerende institution i landets handel og økonomi. I midten af 1930'erne var en stor del af landets handelskapital samlet i sherkats, og udenlandske handelsfolk havde svært ved at operere i Afghanistan. Bankens vækst betød også, at den begyndte at spille en større politisk rolle, og flere ledende skikkelser fra bankens ledelse, som Abdul Majid, blev integreret i den afghanske regering.

Mens denne koncentration af kapital styrkede Afghanistan økonomisk, forblev landet langsomt på vej mod industriel udvikling. Trods nogle industrielle initiativer som bomuldsfabrikken i Jabal Os-Saraj og silkesvindingsfabrikken i Kandahar, forblev industrielle investeringer sparsomme, og meget af statens budget blev brugt på infrastrukturprojekter som veje og vandingssystemer.

Det er væsentligt at forstå, at Afghanistans økonomiske udvikling under Nadir Shah og hans efterfølgere ikke blot var et resultat af interne reformer, men også et produkt af strategiske internationale alliancer og handelsaftaler, som skulle sikre landets politiske uafhængighed og økonomiske stabilitet. Situationen i Afghanistan i denne periode viser, hvordan landets diplomatiske og økonomiske valg formede dets fremtid i en verden præget af politisk tumult og økonomiske kriser.

Hvordan køkkenredskaber spiller en central rolle i madlavningens kunst
Hvordan kan man arbejde med beviser i Lean og effektivisere matematiske udtryk?
Hvordan påkaldelsen af en tjeneste fra Ukraine førte til præsident Trumps rigsretssag