Hvordan Babur og Safaviderne Påvirkede Afghanistan og Centralasien i det 16. århundrede

Efter de langvarige og vedvarende kampe, som kulminerede med Safavidernes erobring af Khorasan og de omkringliggende regioner, opstod en intens religiøs konflikt, der skulle præge området i flere årtier. Den persiske dynasti, der blev grundlagt af Shah Ismail (1502–1524), havde i sin stræben efter at sprede Shiisme som den officielle religion undertrykt det sunni-dominerede Khorasan og de tilstødende områder, der en gang havde været en del af det timuridiske imperium. Befolkningen i Khorasan, der for det meste tilhørte den sunni-islamiske trosretning, blev mødt med religiøse forfølgelser, hvilket medførte omfattende sociale spændinger og oprør.

På den anden side af den politiske front, i Kabul og Ghazni, herskede Ulugh Beg, søn af Abu Said, som styrer disse områder fra midten af det 15. århundrede. I denne periode begyndte afghanske stammer at bosætte sig i hans riger, og mange af disse stammer, der oprindeligt var lojale over for Ulugh Beg, forlod efter hans konflikt med dem og begyndte at migrere østpå. En stor del af disse stammer bosatte sig først i Lagman og senere i Nangarhar og Peshawar-dalen, og de erobrede områdene Bajaur og Swat.

Babur, søn af Timurid-herskeren i Ferghana, Zahir ad-din Babur, spillede en central rolle i etableringen af et magtcentrum i regionen i begyndelsen af det 16. århundrede. I 1504 erobrede han Kabul og oprettede en central magtbase, som skulle være fundamentet for Mughul-dynastiet. Babur er især kendt for sin autobiografi, Baburnama, som er en uvurderlig kilde til at forstå de afghanske stammers liv, deres kultur, sociale strukturer og økonomiske forhold. I sine optegnelser beskriver han sin kærlighed til Kabul, som han betragtede som et personligt og politisk centrum.

Babur var ikke kun en militær leder, men også en politisk tænker. Hans værk Mubayyin, et poetisk værk om statsadministration, giver indblik i hans ideer om governance og administration. Hans politik overfor de afghanske stammer var stærkt præget af hans forberedelser til erobringen af Indien. Stammerne, der nægtede at underkaste sig og betale tribut, blev behandlet brutalt, mens Babur formåede at vinde visse stammers støtte, som f.eks. Yusufzai-stammen. Han indså vigtigheden af at opnå støtte fra de lokale for at sikre sin magt og opretholde sin kontrol over det erobrede territorium.

Det er vigtigt at forstå, at Babur, som oprindelig kom fra en centralasiatisk stammebaggrund, havde en pragmatisk tilgang til sine erobringer. Hans evne til at forene forskellige etniske grupper og stammer under hans ledelse blev senere en central del af Mughul-dynastiets succes i Indien. Hans militære og politiske handlinger illustrerer den kompleksitet, som præger regionens historie, hvor stammekonflikter, religiøse spændinger og dynastiske ambitioner ofte førte til ustabilitet og konflikter, men også skabte muligheder for magtbalancer og forandringer.

De politiske og religiøse konflikter, som blev udløst af Safavidernes ekspansion i Khorasan, havde langvarige konsekvenser for regionens udvikling. Mens Safavidernes erobring styrkede den shiitiske dominans i Iran og Centralasien, blev det også katalysatoren for opstande og rivaliseringer, som i sidste ende skulle forme Afghanistan og dens naboregioners politiske landskab i det 16. og 17. århundrede. Baburs intervention i Afghanistan og hans efterfølgende grundlæggelse af Mughal-imperiet var et direkte resultat af de politiske og militære forandringer, som havde ramt det afghanske område og dens stammer i denne periode.

De ideer og strategier, der blev udviklet af Babur og hans samtidige, fortsætter med at påvirke regionens politiske tænkning og styring i dag. Forståelsen af, hvordan magtbalancen blev opretholdt, og hvordan religiøse og etniske faktorer spillede en rolle i den tidlige opbygning af Mughul-imperiet, giver vigtige indsigter i, hvordan vi kan forstå de nutidige konflikter og alliancer i regionen.

Hvordan Abdurrahman Khan Formede Afghanistan: En Kompliceret Arv

Sovjetiske forskere som I. M. Reisner, der undersøgte Abdurrahman Khans regeringstid, understregede den dybe kontrast mellem hans mål om at blive en monark og de reelle forhold, han stod overfor i Afghanistan. Reisner skrev, at Abdurrahman Khan benyttede sig af sin position som den eneste mellemmand mellem Afghanistan og omverdenen for at styrke sin magt. Ved at udnytte udenlandsk militærhjælp og økonomisk støtte, især fra Indien, og gennem et effektivt militært apparat, kunne han undertvinge de fjernere regioner. Abdurrahman Khan forstod, at han kunne opnå sin ambition om at blive en absolut hersker gennem en kombination af militær dominans og politisk manipulation.

Men selvom hans centralisering og militære sejre var med til at opretholde Afghanistans suverænitet, bør hans regime ikke idealiseres. Abdurrahman Khans udenrigs- og indenrigspolitik var præget af indre modsigelser. På den ene side forstærkede han statens magt og stabilitet, men på den anden side udnyttede han voldsomt de befolkningens skrøbelige forhold og undertrykte sine politiske modstandere. Hans politiske beslutninger førte ofte til lidelse og død blandt civilbefolkningen, hvilket har bidraget til hans ry som en ubarmhjertig tyran.

I begyndelsen af det 20. århundrede befandt Afghanistan sig i en semikolonial tilstand. Mens mange af de omkringliggende lande var blevet underlagt koloniale magter eller dybt påvirket af kapitalistiske kræfter, lykkedes det Afghanistan at bevare en form for uafhængighed, selvom det var begrænset på det udenrigspolitiske område. Afghanistan var ikke økonomisk underlagt udenlandske investeringer, og der var ingen større udenlandske lån eller koncessioner, der kunne udnytte landets ressourcer. I stedet for at være under kolonialt herredømme, kunne Afghanistan opretholde sin politiske uafhængighed i indenrigsanliggender, men det var stadig en økonomisk og teknologisk tilbagestående nation, isoleret fra den moderne verden.

Landets økonomi i begyndelsen af det 20. århundrede var primært baseret på landbrug og husdyrhold. Størstedelen af befolkningen levede af at dyrke korn, især hvede og byg, og af opdræt af husdyr, især i de mere ugæstfrie bjergområder. Visse regioner i Afghanistan, såsom Badakhshan, Qunduz og Herat, var kendt for deres frugtbare jorder og kunne eksportere landbrugsvarer til de omkringliggende områder. Dog var landbrugsproduktionen ofte præget af usikre forhold, og mange steder blev produktionen hæmmet af primitive redskaber og den økonomiske struktur, der stadig var præget af feudalisme.

I nogle områder, især i de flodnære oaser som Herat og Qandahar, blev der dyrket en lang række afgrøder som frugt, grøntsager og meloner. Men selvom der var teknologiske fremskridt i landbruget, såsom forbedringer af vandingsteknikker og jordbearbejdning, var landbrugets output stadig relativt lavt. Den begrænsede udvikling af transportinfrastruktur, som veje og jernbaner, gjorde det vanskeligt at transportere varer effektivt, og landets økonomi var fortsat afhængig af manuel arbejdskraft og primitivt udstyr.

Afghanistan i begyndelsen af det 20. århundrede var en stat på kanten af modernitet. De afledte konsekvenser af Abdurrahman Khans politik blev først rigtigt synlige senere, da nye generationer begyndte at forstå både de fordele og de dybt problematiske aspekter af hans styre. Der er ingen tvivl om, at hans politik i mange henseender formede Afghanistans fremtid, men han efterlod sig også et land, hvis befolkning led under de strenge forhold, han påtvang dem.

Hvordan Storbritannien og Rusland Delte Indflydelse i Afghanistan i det Tidlige 20. Århundrede

I begyndelsen af det 20. århundrede blev Afghanistan betragtet som en geopolitisk brik i det store spil mellem de europæiske magter, især Storbritannien og Rusland. Afghanistan, et land med strategisk betydning, var i den periode lukket af udenrigspolitiske forbindelser og var omringet af kolonimagter, som havde stor interesse i at udvide deres indflydelse i regionen. Dette skabte et konstant pres for at få landet ud af sin isolering og åbne det for handel og diplomatiske relationer.

Storbritannien, der havde etableret et imperium i Indien, så Afghanistan som en bufferzone mod den russiske ekspansion. For at sikre kontrol over Afghanistan gennemførte britisk diplomati en politik af at holde landet i isolation og forhindre det i at udvikle relationer med andre stater, især Rusland. Det britiske mål var at forhindre en russisk indflydelse i Afghanistan, hvilket kunne skabe en direkte trussel mod britiske interesser i Indien.

På den russiske side var der et ønske om at oprette diplomatiske forbindelser med Afghanistan og etablere handelsrepræsentationer. Denne ambition blev dog konstant mødt med modstand fra britiske diplomater, som gennemførte en række militære forberedelser og opbyggede en stærk militær tilstedeværelse i de britiske kolonier. De forberedte sig på muligheden for en konflikt, især i tilfælde af, at krigen mellem Storbritannien og Rusland skulle opstå.

En af de vigtigste begivenheder i denne periode var de britiske forhandlinger med den afghanske emir, Habibullah Khan, som blev inviteret til at underskrive en traktat, der ville sikre britisk kontrol over Afghanistans udenrigspolitik. I marts 1905, efter lange og ofte fastlåste forhandlinger, blev traktaten underskrevet i Kabul. Selvom traktaten blev præsenteret som en anerkendelse af Habibullah Khans titel som "uafhængig konge", var det klart, at Afghanistan stadig var under britisk kontrol, især hvad angik udenrigspolitiske forbindelser.

Trods afvisningen af de fleste britiske krav, blev Afghanistan økonomisk afhængig af de britiske subsidier, der blev bevilget til emiren, hvilket bekræftede den økonomiske afhængighed af det britiske imperium. Samtidig øgede Rusland sin interesse i Afghanistan, da den tyske imperialisme begyndte at rykke tættere på regionen, hvilket forværrede forholdet mellem Storbritannien og Tyskland. Dette førte til et øget pres på Storbritannien for at få afklaret sin position i Afghanistan og andre mellemøstlige spørgsmål.

Efter den tyske trussel mod Indien og de voksende spændinger med Storbritannien begyndte Rusland at ændre sin diplomatiske holdning. I 1907 blev der indgået en aftale mellem Storbritannien og Rusland, som anerkendte Afghanistans status som en bufferzone. Aftalen, der blev kaldt "den anglo-russiske overenskomst", fastlagde, at Afghanistan skulle holdes uden for begge landes indflydelsessfærer, og at begge lande skulle respektere Afghanistans uafhængighed, selvom det i praksis betød, at Afghanistans udenrigspolitik var under britisk kontrol.

Den vigtigste konsekvens af denne aftale var, at Afghanistan forblev isoleret fra internationale relationer og handel uden at have den fulde suverænitet, som en uafhængig stat burde have haft. I det store billede blev Afghanistan en brik i det større geopolitik-spil mellem de europæiske imperier, som kæmpede om at sikre deres interesser i regionen.

På et dybere niveau er det vigtigt at forstå, hvordan denne geopolitik ikke kun påvirkede Afghanistan, men også regionens samlede udvikling. Når man ser på, hvordan de europæiske magter betragtede Afghanistan som et territorium at dominere, fremstår det klart, hvordan landets situation var mere et resultat af udenlandske interesser end af dets egne politiske beslutninger. Afghanistan blev ikke givet mulighed for at udvikle sin egen uafhængige udenrigspolitik, og dette præger landets historie og politiske strukturer til den dag i dag.

I denne tid var den afghanske hær og det militære system også under stærk indflydelse fra både britisk og russisk teknologi og taktik. Det er vigtigt at forstå, hvordan modernisering og militær opbygning i Afghanistan på et tidspunkt blev set som et middel til at opnå en vis uafhængighed og sikkerhed mod både interne og eksterne trusler. Dette blev yderligere forstærket, da det tyske imperium begyndte at spille en aktiv rolle i forsyning af Afghanistan med våben og militært udstyr.

For at forstå den langsigtede indflydelse af disse politiske begivenheder er det også nødvendigt at overveje, hvordan de internationale relationer mellem kolonimagtterne satte dagsordenen for de politiske og økonomiske strukturer i regionen. Afghanistan blev tvunget til at balancere mellem de konkurrerende interesser og kunne kun i begrænset omfang handle uafhængigt. Denne afhængighed og mangel på reel suverænitet gjorde det svært for Afghanistan at udvikle sig på en måde, der kunne sikre både politisk stabilitet og økonomisk fremgang.