Hvordan Idiokrati og Kapitalisme Skaber en Verden af Tåbeligheder

I filmen Idiocracy skaber Mike Judge et dystopisk fremtidssamfund, der er både skræmmende og absurd i sin præsentation. Dette samfund er et spejl af de tendenser, vi allerede ser i den moderne verden, hvor kapitalisme og populisme fører til en nedbrydning af kritisk tænkning. Idiocracy er ikke blot en humoristisk fremstilling af en intellektuel nedgang, men et virkelighedens spejl, der bliver mere og mere relevant, jo længere vi bevæger os ind i en tidsalder præget af forvrængede magtstrukturer og overvågning.

I Idiocracy er samfundet styret af magthavere, der er lige så inkompetente som de mennesker, de styrer over. Dette billede ligner ikke den typiske Fordistiske dystopi i Brave New World (1932) eller den komiske version af Orwells 1984 (1949). Det, vi ser i Idiocracy, er en hysterisk realisme, hvor samfundets tegn og symboler bliver fordrejet på det mest primitive niveau, som om selv de mest absurde metaforer i filmen forvandles til politisk virkelighed. I denne verden er symbolerne blevet så grundlæggende, at de næsten er blevet til en ny normal.

En tydelig parallelt til dette kan ses i Donald Trumps politiske karriere. Trump og hans rådgivere, som tidligere havde baggrund som tv-personligheder eller professionelle wrestlere, fungerer som levende udgaver af figurer fra Commedia dell'arte. I denne sammenhæng kan vi se, hvordan filmen forudså en politisk virkelighed, hvor magten ikke nødvendigvis ligger i dygtighed eller ekspertise, men i populisme, medieeksponering og præsentering af sig selv som en "folkets mand". På en måde kunne man sige, at Idiocracy var den første film, der begyndte som en fiktiv fortælling og endte som en dokumentar.

Men det, der ikke forstås af mange kritikere, er, at Idiocracy ikke bare drejer sig om intellektuel nedgang eller folkelig dumhed. Den kritik, som ofte rettes mod kapitalismen, indebærer et synspunkt, hvor de "dumme masser" ses som ofre for et system, der styrer dem mod en dødsløb af overfladiskhed. Denne tilgang rummer en vis overlegenhed, som skaber et skel mellem de "moroniske masser", der er fanget af kapitalismen, og de "kloge" kritikere, der tror de har undsluppet den. Denne simplificerede "Grand Stupidity"-teori overser den grundlæggende mekanisme bag idiokratiet.

I virkeligheden er dumhed i denne kontekst ikke blot et udtryk for mangel på intelligens. Dumhed i denne forstand handler om at være underlagt magtens regler og strukturer, uden at stille spørgsmålstegn ved dem. Det er en form for rationel underkastelse, hvor individet følger normerne uden at overveje deres gyldighed. Idioti på den anden side er en form for anarki, hvor individet bryder ud af de etablerede magtstrukturer og i stedet følger sine egne vilkår. Dette skaber et samfund, hvor både tyrann og revolutionær kan eksistere side om side, idet de ikke nødvendigvis følger de samme regler eller rationale.

Når man beskæftiger sig med magtens psykologi, er det vigtigt at forstå, at magt ikke kun udøves af de kloge og rationelle, men også af de, der ser ud til at handle irrationelt. Det er netop i dette krydsfelt af rationalitet og irrationel handling, at de samfundsmæssige magtforhold bliver tydelige. Vi må ikke acceptere rationalitet som det eneste grundlag for at forstå magt, men i stedet blive åbne for muligheden for, at det irrationelle måske rummer en form for skjult rationalitet.

I denne kontekst bliver den globale økonomi et fælles sprog, der bruges til at definere, hvad vi mener, og hvad vi gør. Kapitalismen udnytter vores kollektivt delte virkelighed og skaber nye måder at opfatte os selv og verden på, hvad enten det er gennem "overvågningskapitalisme", "kognitiv kapitalisme" eller de mange andre udtryk, der beskriver en verden, hvor betydning konstant forhandles og omformes.

Endnu vigtigere er det, at vi i en tid, hvor individuelle valg og kollektiv tænkning er i konstant konflikt, står overfor et dilemma: hvordan holder vi fast i meningen, når vi hele tiden bliver oversvømmet med det meningsløse? Vi befinder os i en fase af samfundsmæssig desintegration, hvor de store fortællinger om fremskridt og oplysning er blevet fragmenteret og genfortalt af eksperter i et forsøg på at redde verden. I denne virkelighed bliver politisk idioti ikke kun et spørgsmål om manglende indsigt, men om et helt særligt fænomen: evnen til at forene det personlige med det universelle uden at miste forbindelsen til virkeligheden.

Hvad betyder det nye idiotiske lederskab, og hvordan former det vores verden?

Den nye idiot opererer ikke ud fra traditionel rationalitet, men fra en vilje til det absurde, en vilje der nægter at konfrontere grænser, logik og konsekvenser. Han handler ikke for at opnå et mål, men blot for handlingens skyld – i en evig cirkulation uden eksistentiel refleksion. Som Bayer’s idiot a formulerer det: "what i do happens, but i shouldn’t do it. it happens." Det absurde bliver her ikke blot en gestus eller en stil – det bliver et eksistensgrundlag, en modus operandi, der både destruerer og skaber på samme tid.

Den nye idiot svømmer i strømmen af relationer, der er flydende og ustabile. Han genkender kategorier, men lander altid i selvmodsigelse – enten af mangel på erkendelse eller af vilje til at underminere erkendelse som sådan. Hans virkelighedsforståelse er præget af et behov for at tage det midlertidige for det absolutte, hvilket giver en illusion af frihed uden forpligtelse. Dette grundløse synspunkt tillader ham at afvise det "politisk korrekte", elske det "uuddannede" og samtidig holde fast i en mistro til semantiske sammenhænge. Alt skal kunne betyde alt og dermed ingenting.

Han ønsker det umulige: at forene det største med det mindste, det vedvarende med det flygtige, globalisering med kultur og kultur med globalisering. Patriotismen bliver overbevisning uden tro, identiteten en aspiration uden indhold, og egoet kortsluttes af en drift han hverken kontrollerer eller forstår. Han taler om at bygge mure, beskytte Vesten, dræbe narkohandlere og storme parlamenter – som om det hele var led i en pubertær drøm uden konsekvens eller realitetssans.

Den nye idiot genfindes ikke kun i anonyme masser, men i ledere på højeste niveau. Ligesom Jarrys Père Ubu – prototypen på denne absurde figur – overtager han magten uden egentlig vilje, men accepterer den straks med en barnlig triumf, uden at forstå hvad det vil sige at regere. Hans vilje er tom, hans mål skiftende, hans handlinger groteske, og hans selvforståelse fuld af modsætninger. Når modstand opstår, trækker han sig ikke med værdighed, men kryber – som Ubu – skrigende ind i en imaginær bunker. Alligevel forsvinder han ikke. Han bliver ved med at dukke op. Han hjemsøger os.

Ortega y Gasset så allerede i begyndelsen af det 20. århundrede denne type menneske opstå: en som ikke ønsker at have ret, men blot at påtvinge andre sin mening. Det var “retten til at være urimelig”, en grundform i den nye massemand, der ikke længere søger ideer, men blot har “idéer” i hovedet, uden at forstå hvad ideer egentlig er. Den intellektuelle idiot – som Taleb senere vil kalde ham – forener inkompetence med en påståelighed, der nægter selvrefleksion. Han hævder sin ret til at udtale sig, uden at acceptere vilkårene for mening.

Dette bringer os til underkompetencen, en systemisk tilstand hvor man ikke bare er inkompetent, men netop “strategisk” utilstrækkelig. I populærøkonomiske værker som Freakonomics fremstilles denne figur som en ny helt – freaken, der er dum nok til at tænke anderledes og dermed genial. Men dette “anderledes” fører kun til nye konventioner og dermed til det samme: orientering mod det accepterede. Freaken mister sin freakiness, idioten sin autenticitet.

I dag er freak-faktoren globalt gældende. Lederskaber former sig ikke længere efter ekspertise, men efter opfattelsen af autenticitet, selv når den kommer i form af inkompetence. En ny type magt er vokset frem – hvor det ikke er vigtigt at forstå, men blot at hævde. Hvor afvisningen af ekspertise ikke er et skridt mod ny viden, men mod en aktiv fortrængning af viden som sådan. Hvor fejlen ikke korrigeres, men fejres. Hvor vildfarelsen ikke opgives, men institutioneres. Hvor inkompetencen ikke skjules, men brandes.

Det vigtige her er ikke blot at genkende den nye idiot, men at forstå de strukturer der muliggør og ophøjer ham. Det er ikke en karikatur – det er en systemisk realitet, forankret i moderne kapitalistisk produktion, mediekultur og identitetspolitik. Den nye idiot er ikke et afvigende individ, men en type, der passer perfekt ind i sin samtid, netop fordi han synes at modsige den. Hans absurditet er ikke hans svaghed, men hans form for magt.

Den, der forstår dette, må ikke bare pege fingre ad idioten, men spørge sig selv, hvordan man selv er blevet del af det samme spil – og hvordan man træder ud af det, uden blot at blive en ny type freak.

Hvordan de to former for kapitalisme skaber idiokratiske tilstande i vores samtid

Bourgeois idiotisme omfatter "traditionelle segmenterede kapitalismer, territorialiseret på nationalstater, og afledt af deres enhed fra et monetært og finansielt semiotiseringsmode." På den anden side findes der en planetarisk idiotisme, som refererer til en "verdensomspændende integreret kapitalisme, der ikke længere udelukkende er baseret på den monetære og finansielle kapitalens semiotisering, men derimod på et helt sæt teknisk-videnskabelige, makrosociale og mikrosociale, samt massemediemetoder til underkastelse." Den ene kapitalisme skaber multielle enkeltpersoner, den anden skaber én global identitet, én "They."

Det er netop den indre logik af territorialiseret tribalismens dynamik, at når identifikationsmaskinen er blevet startet, skabes et stigende antal sub-identiteter, som hver især udtrykker et krav om autentisk territorium og identitet i tid. Individuationsprocessen er suspenderet i begge tilfælde, på trods af at subjekter på begge poler hævder det modsatte. Idiottyperne – om det er "sheeple" eller en multitude af egomaniacs – tror, at de handler individuelt. En hidsig nationalist, som gaber de samme ord om sit fædreland som alle sine landsmænd, påstår sin individualitet på samme måde som en salgschef, der i privatlivet gentager reklameslogans og samtidig forsvarer sin virksomheds grønne filosofi.

Her findes igen to poler: den angiveligt autentiske private verden med sociale spændinger (ægteskabelig krise, arbejdsstress osv.) og de i overdrevet grad problemfrie humanoider i den ydre verden som planetariske repræsentanter for det ene "They." Den menneskelige krop og avatar er i en konstant intim relation til hinanden uden at føle hinanden, men i en idiokratisk forstand er de én og samme, blot repræsenterende to subjektpoler i den ene planetariske tilstand.

James Camerons Avatar (2009) spiller på en reaktionær opfattelse af den eksotiske stamme, men Surrogates behandler disse spørgsmål i den overfladiske spænding i hverdagen. Filmen fremhæver den forvrængede krop som en del af den selvmotsigende produktionscyklus, der bestemmer forholdet mellem vores online- og offline-personas. I forhold til The Truman Show (1998), hvor hovedpersonen slipper væk fra den fabrikerede illusion, viser det sig, at oprøberen i Surrogates faktisk er et surrogate selv.

Idiokratiske projektioner gennemsyrer alle niveauer af fantasi. En afgrund åbner sig ved hvert hjørne, og én idiotpol kalder straks på en anden, uden at der opstår nogen form for syntese. Nathan Brown beskriver denne konstellation som en "dialektik på standstill," og illustrerer optagelsen af forskelle og inklusion med et digt af Steve McCaffery fra bandet Shifters (1976). Digtet lyder: "you are what i am apart from what i is a part of." Begyndelsen kan læses som "du er, hvad jeg er," eller som "du er, hvad jeg er adskilt fra." Deltagelse og adskillelse bliver ontologiske funktioner, og planetarisk idioti og individets singularitet bliver en del af denne sætning. Du er, hvad jeg er, men samtidig er dette jeg, som er identisk med dig, en del af noget, der ignorerer dig – og som i sin totale isolation er paradoxalt identisk med alle andre. Denne dynamiske stilstand definerer den nuværende aporia af den idiokratiske tilstand, hvor alle subjekter bliver identiske i deres isolation. En hall of mirrors og et vinduesløst rum i ét.

Den utopi, der knytter sig til individet, består i, at den aldrig kan blive virkelig uden at udfordre alles unikke væsen. Liberalt egalitarisme kan aldrig blive opfyldt uden at lykken findes i individets figur. Vi er altid individuelle i relation til noget, der er overordnet og delbart: en gruppe, en organisation, et fællesskab. Politikere opfører sig for eksempel individuelt, når de bryder partidisciplinen, og borgere opfører sig individuelt, når de ikke er civile, når de ikke blot nægter givne normer, men omdanner dem til noget andet og handler innovativt. Og vice versa: i sin undersøgelse af hippiekulturen i 1960'erne henviste Pasolini til de-individualiseringstendenserne i en individualistisk protestbevægelse, et punkt som for nylig er blevet gentaget af Jonathan Touboul i sin undersøgelse The Hipster Effect: When Anti-Conformists All Look the Same (2019). Efter at artiklen blev offentliggjort i MIT Technology Review, ringede en utilfreds ung mand til redaktionen og truedes med retssag for at få fjernet et billede af ham, som var blevet offentliggjort uden hans tilladelse. Billedet, som var ment at portrættere en "prototypisk hipster," viste en ung mand med skæg og en uldhat. Manden havde misforstået, at han blev portrætteret som en typisk hipster og mente, at hans personlige rettigheder var blevet krænket. Det viste sig dog, at personen på billedet var en professionel model. Det afslørede en grundlæggende aspekt af nutidens idiokratiske tilstand: vi kan ikke længere skelne mellem vores private og offentlige billede af os selv – enten fordi vi kun er os selv, multielle enkeltpersoner, eller fordi vi tænker og handler som alle andre, som én enkelt They. Denne tilstand gør endda den mest standhaftige non-konformist til en konformist.