Hvordan føles det, når retssystemet allerede har dømt dig?

Solen skinnede ikke den dag, han blev hentet. Ikke for ham. Han havde ikke haft så mange lyspunkter i livet, men det smil, der sad fast i farens ansigt, da han gik ud ad døren for at ønske held og lykke, blev stående i hukommelsen – brutalt revet væk få timer senere. En drøm, en kamp, en pige der ventede ved grillbaren, en fremtid med frihed og kærlighed – alt sammen skyllet væk af lyden af støvler i gangen og stemmen, der sagde: "Tag tøj på, Paul, du er anholdt."

Den velkendte stemme, Dawson, altid til stede ved de alvorlige anholdelser. Hans fjerde gang ud af fem. Ikke én gang havde det været direkte hans sag, men alligevel var han dér. Nærmest som en skygge, altid observerende, altid ventende. Denne gang var anklagen tyveri – 50 kalkuner. En latterlig sag i sig selv, men med alvorlige konsekvenser. Ingen hårde beviser, kun omstændigheder og én kvinde, der skiftede forklaring, og som politiet med glæde brugte som løftestang. Ikke én fjer, men alligevel hele buret.

Hvordan ændrer aborter forholdet mellem unge og voksne?

At navigere i den komplekse verden af ungdom, seksualitet og voksne forhold er aldrig let. Især ikke, når man blander dem sammen, som det sker i historien om Cath og hendes interaktioner med en voksen mand. Der er et spektrum af emotionelle og fysiske aspekter ved et sådant forhold, som kan få varige konsekvenser for alle parter, og i dette tilfælde, et dramatisk skift i dynamikken efter en abort.

I begyndelsen af forholdet var Cath som mange andre unge – uskyldig, åben og modtagelig for de indtryk, der kom fra den voksne verden omkring hende. Men efter aborten ændrede hendes adfærd sig markant. Den uskyldighed, der engang definerede hende, begyndte at forsvinde, erstattet af en ny form for modenhed, der kunne skræmme både hendes omgivelser og hende selv. Hendes reaktioner og den måde, hun begyndte at håndtere sine relationer på, ændrede sig – hun blev mere beregnende, mere opmærksom på, hvordan hun kunne manipulere situationerne for at opnå det, hun ønskede.

Den voksne mand i fortællingen forsøger på sin egen måde at finde en løsning på den opståede situation. Men hans forståelse af Cath er langt fra fuldstændig. Han ser hende ikke som en ung kvinde, der kæmper med en traumatisk oplevelse, men som en voksen kvinde, der er forbi den naive ungdom. Dette misforhold mellem de to parter er et centralt tema. Mændene i historien, der engagerer sig med Cath, ser ikke nødvendigvis hende som en uskyldig teenager, men som et objekt for deres egne lyster og ønsker. De overser, hvordan hendes behov og ønsker kan være langt mere komplekse, end de umiddelbart virker, og hvordan hendes trauma har formet hendes adfærd.

Det er vigtigt at forstå, at konsekvenserne af abort ikke kun er fysiske, men også dybt følelsesmæssige og psykologiske. For unge, som Cath, kan aborten markere en skillelinje i deres liv, hvor de bevæger sig fra en verden af uskyld og beskyttelse til en verden, hvor de hurtigt bliver konfronteret med de svære virkeligheder af voksenlivets krav og forventninger. Hendes forhold til de voksne omkring sig bliver uundgåeligt påvirket af denne erfaring, og hun begynder at indtage en mere voksen rolle, hvilket kan føre til både frigørelse og isolering.

Udover de direkte fysiske og psykiske konsekvenser, bør læseren også overveje de mere subtile sociale og relationelle effekter, som kan opstå som følge af aborten. Cath’s forhold til sin omgangskreds og hendes måde at kommunikere på ændrer sig, og hendes reaktioner på de mennesker, hun møder, bliver ofte præget af et behov for kontrol og forståelse. Dette kan skabe en dynamik, hvor både hendes egne behov og andres behov ikke altid bliver set og anerkendt korrekt.

Det er også vigtigt at overveje de psykologiske mekanismer, der spiller ind i disse typer af forhold. En ung person, der går igennem en abort, kan udvikle en form for beskyttelse omkring sig selv, en form for 'mask' der gør det muligt at håndtere smerten på en måde, der ikke nødvendigvis er sund på lang sigt. Denne adfærd kan føre til en udvikling af mistillid og følelsesmæssig afhængighed af de personer, der er i hendes liv.

Hvordan længden på ventetid kan ændre ens livsretning og opfattelse

I den tid, hvor man har begrænset mulighed for at forme sin egen skæbne, bliver ventetiden en næsten fysisk tilstedeværelse. Den er en stille, men påtrængende påmindelse om, at noget vigtigt ikke er tilgængeligt lige nu, men måske om seks måneder. Under denne ventetid opstår et væld af overvejelser, som på én gang føles banale og essentielle. Som Del, der sidder ved bordet og fordøjer endnu en skive gummi-toast, mens han diskuterer, hvordan alt kan ændre sig i løbet af seks måneder. Hvad er det, der får ham til at føle sig så magtesløs i denne ventetid? Måske er det, fordi han ikke ser meningen med den, når han ikke har gjort noget galt. Det er den absurde realitet for mange: man er pludselig fanget mellem det, man har gjort, og det man endnu kan gøre.

Del er ikke den, man nødvendigvis forbinder med mildhed eller tålmodighed. Hans vrede over ventetiden er ikke blot en frustration, men et symbol på en dybereliggende følelse af kontroltab. Når han truer med en retssag, fordi han ikke får sin porridge, er det mere end blot en kamp om morgenmaden. Det er kampen om at genvinde kontrol over noget, der ellers er ude af hans hænder. Hvem er disse personer, der tillader sig at diktere hans liv og beslutninger? Denne frustration går ud over hans fysiske styrke – den handler om hans identitet og ret til at leve frit. Når ventetiden forlænger hans usikkerhed, føles den som en uretfærdighed.

Når man ser på Del og hans reaktion, bliver det klart, at ventetid ikke blot er en passiv proces. For Del er det et aktivt valg af, hvordan han reagerer på det, han ikke kan ændre. Denne tilgang, hvor han forsøger at genvinde noget af den kontrol, der er blevet frarøvet ham, skaber en personlig konflikt. Han har altid været den, der kunne løse sine problemer med fysiske handlinger, men nu møder han en situation, hvor det ikke er nok.

På et mere konkret plan for vores liv, hvis vi ser på den fysiske ventetid som et mikrokosmos af større livsbetingelser, er der en forståelse for, at mennesker ofte kæmper mod ideen om "at vente" og forsøger at bryde ud af den ventende tilstand, selv om ventetiden kan være vigtig for selvudvikling og refleksion. Det, vi lærer i denne ventetid, hvad enten vi har lyst til det eller ej, er, at der er en stor værdi i at finde fred i det, vi ikke kan kontrollere. For hvis vi ikke kan ændre ventetiden, bliver vi nødt til at ændre, hvordan vi forholder os til den.

Del er et klart eksempel på en mand, der kæmper mod sin egen frustration, men som også lærer noget undervejs om sine egne begrænsninger. Hans opfattelse af, hvad det betyder at være fri, ændrer sig ikke nødvendigvis, men hans måde at forholde sig til ventetiden gør det. Måske lærer han, at han ikke altid kan kontrollere det ydre, men han kan kontrollere sin reaktion på det.

Ventetid er ikke bare en pause, men en proces, hvor man omformes. Det er ikke altid muligt at se den betydning, som ventetiden bærer med sig, mens vi er midt i den. Men det er et faktum, at vi oftere end vi tror bliver testet i vores måde at håndtere den. På et dybere plan lærer vi at forholde os til ventetiden og de frustrationer, der følger med, hvilket kan føre til en mere nuanceret og realistisk forståelse af os selv og de omgivelser, vi lever i.

Hvorfor blev jeg bare et måltid i andres spil?

Så snart jeg kom hjem, plagede jeg Manny om teaterklubben, indtil han gik med til det. Mødet med Steve Bartlett, en nærsynt, skaldet fyr, gik glat. Manny udnyttede de gratis billetter; hele familien og Tommy kom med. Han gik rundt som om scenen kunne forsvinde hvert øjeblik — fandtes der en fejl, han kunne prale med? Nej. Alt var gennemtænkt: lige udsyn, samme pris, ingen hierarki i sæderne. "Han flyver rundt som en sindssyg," sagde Cath og dækkede munden, flov over sin egen voldsomme talemåde. Tommy's kone klappede hende på knæet: "Du har valgt godt, Paul."

Hvile og fysioterapi havde gjort mig godt. Efter seks besøg i Pinderfields var jeg klar til fuld træning igen — jeg var top på plakaten mod en fyr fra New Jersey næste måned. Vejret var pragtfuldt; svømning i hospitalspoolen var en del af helbredelsen. En morgen svømmede jeg Horbury sand quarry — til motorvejen og tilbage — og mødte en høj, lyst hårende fotograf fra Wakefield Express. Et billede af mig med vand til knæene endte på forsiden lørdag middag. Hvilen havde helbredt mig; alt jeg manglede var en badmintonbane og et ur. Jerry arbejdede, men Burky og nogle gange Bob hjalp med opvarmning og holdt uret, og snart havde vi en holdånd i træningslokalet, ikke bare individer.

Wakefield længtes efter en stjerne, ikke et hold. Manny var bange for at tabe penge; han var ligeglad med mig, lige som jeg altid havde troet. Malpass var nummer femten på listen — hvordan fremmede det min karriere? Jeg var kun et spisebræt for alle de småsnacks, der holdt mig i live med bøder og falske reglementer.

Hvad sker der, når kærlighed overskrider normerne?

Jeg vidste, at hvis vi blev fanget, ville historien være den samme: Jeg havde bare givet hende et lift. Det ville aldrig være nok til at tilfredsstille dem, som havde behov for at dømme. Wendy og hendes mor, så forskellige som de var, var stadig fanget i et samfund, der holdt fast i forudbestemte tanker om, hvad der var "rigtigt" og "forkert". Deres liv var bygget op omkring strikse regler, som de aldrig havde haft mulighed for at stille spørgsmål ved. Hvordan kunne de forstå det, jeg forstod? Hvordan kunne de forstå, at jeg kunne være åndeligt ung, på trods af min alder, på trods af mine valg?

Wendy havde ikke bare mig som en kærlig ven, hun havde også et sind, der ikke kunne forstå, hvorfor andre, især voksne, fandt hendes valg uacceptable. For mig var hun mere end bare en ung kvinde, hun var et bevis på, at menneskelige relationer ikke kunne begrænses af alder, status eller sociale normer. Jeg havde levet et liv, der havde udfordret sådanne begrænsninger, og den kærlighed, jeg følte for Wendy, var ikke en genstand for rationel forklaring. Det var simpelthen sandt, på et niveau, som folk som hendes mor og far ikke kunne forstå.

Der var stadig ekko af rygterne, der fløj rundt i byen. En historie om, at jeg skulle have voldtaget en skolepige, og at hendes forældre var for bange til at anmelde mig, frygtende for repressalier. Jeg havde hørt det før, og jeg vidste, at det var falsk. Men hvordan kunne Wendy's mor vide, hvad der var sandt? Hvad hvis hun, som så mange andre, kun kendte til det, hun havde hørt gennem rygterne? Hvad hvis hun virkelig troede, at jeg var farlig for hendes datter på en måde, jeg ikke kunne kontrollere? Det var den slags misforståelser, der kunne rive mennesker fra hinanden.

Da jeg gik ind i pubben, var det første gang, jeg havde været i "Smith's Arms". Jeg vidste, at mødet med Wendy's forældre ville blive uundgåeligt. Jeg havde ikke lyst til at lyve, men hvad var alternativet? Jeg kunne ikke undgå at se på Wendy's mor, som om hun var et spejl af den verden, der ikke kunne forstå min kærlighed. Hendes blik var fyldt med mistænksomhed, og hun kunne ikke skjule sin foragt. "Du er gammel nok til at være hendes far," sagde hun uden tøven. Jeg kunne kun smile, og forsøge at få hende til at forstå, at der var mere til mig og Wendy end blot det ydre, der kunne ses.

Men hvorfor var vi så bange for at udfordre normerne? Hvorfor var kærlighed mellem to mennesker, der ikke passede ind i den traditionelle ramme, så uacceptabel? Jeg havde set det før. Jeg havde set kvinder vælge deres partnere på baggrund af alder og status. Jeg havde set samfundet dømme på grundlag af fordomme og antagelser. Hvordan kunne de forstå, hvad jeg og Wendy havde sammen? Hvordan kunne de forstå, at det ikke var kærlighed baseret på fysisk tiltrækning, men på noget dybere, noget ægte?

Men det var klart for mig, at der ikke var nogen måde at forklare det på uden at blive set som en, der forsøgte at retfærdiggøre sine handlinger. Der var ikke noget at gøre ved det. Jeg havde altid været i en verden, hvor jeg var blevet set som noget, der ikke kunne forstås. Der, i den pub, kunne jeg mærke hvordan alle omkring mig havde deres egne fordomme. Wendy's mor, med sit nedsættende blik, havde ikke forståelse for, hvad der var på spil. Hendes verdensbillede kunne ikke rumme det, jeg levede i.

Det er vigtigt at forstå, at hvad der ses som "normalt" eller "korrekt" ofte er et resultat af dybt rodfæstede sociale strukturer, der former vores forståelse af kærlighed, forhold og grænser. Det er også vigtigt at indse, at fordomme og misforståelser kan opstå, når folk ikke har erfaring med at udfordre de normer, de er vokset op med. Wendy og jeg havde måske valgt en anderledes vej, men det gjorde ikke vores følelser mindre ægte. Samfundet, og de mennesker vi møder, skal forstå, at kærlighed kan tage mange former, og at ingen har ret til at definere den for andre.